18. feb. 2020

Det er ganske vist ……
Sådan starter de fleste eventyr, men eventyret om burda har rod i virkeligheden. I år er det 70 år siden det første burda moden magasin kom i handlen, og det hele startede. Historien er lang, enormt spændende på flere områder og til tider indviklet. Sidste år kunne man på den tyske tv-kanal ARD se en filmatisering af historien om Aenne Burda, men kan man læse tysk, anbefaler jeg helt klart at læse  bogen “Wunder sind machbar” og se filmen bagefter.

Hun lavede en sy-selv-revolution. Magasinet burda moden var det første blad, som bragte snitmønstre, så kvinderne i efterkrigstiden selv kunne sy det tøj, de ville have. Idéen var god – det vidner de mange år på markedet så tydeligt om. Aenne Burda kunne ikke selv sy, men hun havde en enestående sans for at spotte, hvad kvinderne ville have og var dygtig til at få sine idéer ført ud i livet. Hun elskede det smukke, var selv ganske smuk, men “jeg har ben som stolper”, sagde hun.

Historien
Aenne Burda blev født i 1909 som datter af en lokomotivfører og dennes hustru. Det lå således ikke i kortene, at hun skulle være forretningskvinde. Det var heller ikke en tanke, hun i første omgang selv havde, da hun giftede sig med ejeren af et bogtrykkeri, Franzl Burda. Hun havde det fint som hjemmegående hustru og mor til tre, og parret tilhørte de bedre kredse i Offenburg. Da hun efter nogle år fandt ud af, at Franzl havde en parallelfamilie – en elskerinde og en datter – blev hun rasende og såret. Hun blev dog i ægteskabet hele livet, for man render ikke af pladsen, sagde hun. I stedet forlangte hun at få ejerskabet over det forlag, som elskerinden bestyrede. Et forlag, som udgav modeblade, en ide hun selv nogle år tidligere havde præsenteret for sin mand.

Hun overtog en virksomhed, som mildest talt ikke havde det særlig godt økonomisk. Men via Aenne Burdas ihærdige indsats og tro på idéen blev det startskuddet til en verdensomspændende forretningssucces. I de bedste år blev magasinet burda moden trykt i 1,5 mio. eksemplarer og salget af snitmønstre (dem, vi køber enkeltvis i butikkerne) toppede omkring 1977 med 10 mio. solgte eksemplarer om året. Den 8. marts 1987 kunne burda moden som det første vestlige blad nogensinde købes i Sovjetunionen. Lanceringen blev fejret med et gigantisk modeshow, hvor bl.a. Danmarks topmodel Renée Toft Simonsen deltog. I 1994 kom også Kina med på burda moden.

Indtil for få år siden har modellerne i bladene været forskellige fra snitmønstrene, som sælges enkeltvis. Nu kan modellerne fra magasinerne også købes enkeltvis, dog kun elektronisk. I dag lanceres årligt 700 modeller, som sælges enkeltvis samt en række forskellige blade. I Danmark udkommer burda style 12 gange årligt (ca. 32 modeller pr. magasin), burda easy  6 gange årligt (for nybegyndere, 6 modeller pr. magasin). I Danmark distribueres bladene af www.burdanordic.com. På verdensplan udgives bladet i mere end 100 lande og oversættes til 17 forskellige sprog. Selv om man ikke syr, kan man kun være imponeret over Aenne Burdas livsværk.

Del dine burdamodeller med os i facebookgruppen: Sy med burda – inspiration og erfaring.

 

 

 

 

 

Top