28. feb. 2019

Konfirmationstiden nærmer sig med hastige skridt, så her kommer lidt inspiration.

Sidste år havde jeg den store fornøjelse at hjælpe naboens datter Marie med at få samlet hendes kjoleideer til en hel kjole. Hun havde selv lavet et stort forarbejde ved at kigge på nettet,  stykke designdetaljer sammen fra flere forskellige modeller og samle det på en side.

Så det var bare at følge hendes ideer og gå i gang. Jeg købte blondestof hos www.stofogsy.dk i Skanderborg og ensfarvet hvidt polyestercrepe hos www.ita-textiles.dk i København.

Jeg tog udgangspunkt i et grundmønster til overdel i str. 36 og et skørt i A-facon. Jeg formede den inderste kjoles hjerteformede udskæring og blondestoffets runde udskæring med bånd på min gine og overførte linjerne til mit mønster. Skørtet blev klippet op og tillagt den vidde, som vi gerne ville have.

Modellen blev syet op i lærred og en rest blonde, jeg havde liggende. Efter prøvning og tilretning kunne jeg klippe i det rigtige stof. Vi lavede lige en prøvning og tilretning af den inderste kjole, inden jeg gik i gang med blonden.

Efter at skuldersømme og sidesømme var syet, blev blondedelen lagt på den inderste kjole og syet fast i hånden langs den hjerteformede udskæring. Jeg syede også blondedelen fast i hånden langs sidesømmene. Herefter blev ærmerne syet i.

Overdelen var nu næsten færdig, mangler afslutning i halsen, det ventede jeg lidt med. I stedet fik jeg skørtet syet på og lynlåsen syet i. Jeg valgte en traditionel kjolelynlås, da jeg synes, en skjult lynlås kan volde problemer, når der er flere lag og bl.a. blonde som fylder. Lynlåsen bliver alligevel skjult af blonden og senere af de betrukne knapper. Jeg syede lynlåsen i med håndsyning, så jeg undgik en maskinstikning på retsiden af kjolen. Så kom turen til foer i skørtet. Jeg valgte et satinfor med en smule fylde og som var tæt i vævningen og dermed ikke gennemsigtigt. Oplægning af foer og yderstof hver for sig. Blondedelen ligger løst uden på skørtet, så de blondemotiver, der går ned på skørtet er fikseret med håndssting.

Endelig forår, det ventede vi godt nok længe på sidste år. Der kom desværre flere vinteragtige dage efter denne ene. Men jeg nød at åbne døren ud til haven, mens jeg lavede knapper med stofbetræk. Det var et for mig nyt system, som ikke krævede at man håndrynkede stoffet, men det blev lagt ned i en form, derefter knappen, et afslutningsstykke, som man trykker fast med et medfølgende værktøj.

Næsten i mål, så er det godt lige at have en checkliste. Jeg manglede, at sy tungekanten på rundt i halsudskæringen. Jeg gemte det til sidst, fordi jeg frygtede det lidt, men det gik lettere end forventet. Jeg lavede et par test og endte med at sy kanten fast med trestings-zigzag og klippe de overskydende kanter væk på ret- og vrangsiden med andenæbbet til sidst.

Til slut blev knapperne syet i og hele kjolen fik den afsluttende presning.

 

Top